Hvor har vi sunget
2019 sang vi nordiske folketoner i samspil med jazzmusikere og havde dermed som kor vores ‘debut’ i programmet for Copenhagen Jazzfestival. Vi satte vores præg på arrangementer som 4.maj og Kulturnatten i København bl.a. i samarbejde med Mariakirkens øvrige ansatte, ligesom vi var del af flere arrangementer og fejringer i Mariakirken henover året. Og traditionen tro afrundede vi med “Jul på Vesterbro” for alt og alle, der fandt vej til Mariakirkens varme og lys en aften i december.
2018 var endnu et dejligt Paradox-sang-år. Vi samarbejdede bl.a. med U-kirke på Vesterbro om en eftertænksom aften om sang, nationalisme, fællesskab, bæredygtighed m.m. I april opførte vi en Paradox-version af Fauré: Requiem, da vi i samarbejde med Mariakirken bød indenfor til “Requiem og Refleksion”. I oktober sang vi nordiske værker, da vi havde besøg af et kor fra Berlin. Og vi inviterede traditionen tro til “Jul på Vesterbro” i Mariakirken med korsang og fællessang.
2017 var et år, hvor vi sammen som kor åbnede Højskolesangbogen for at gå på opdagelse i bogen såvel som i de historier, vi hver især forbinder med sangene. Ved flere lejligheder i 2017 sang vi med afsæt i højskolesangbogen og delte korsang, fællessang og fortællinger med publikum. Vi leverede pop-up sang ved Tuborgfondets Årsskrift og Carlsbergs 170 års fødselsdag. Vi sørgede for morgensang ved åbningen af Oceankaj i Nordhavn. Vi rejste til Sydslesvig og Sønderjylland og sang på A.P. Møller skolen, Flensborg bibliotek og Rødding højskole. Og helt lokalt på Vesterbro medvirkede vi i et nyt samarbejde, da “Øl og Opera” havde debut på Absalon. Og traditionen tro afsluttede vi året med julesang og velgørenhed ved flere optrædener.
2016 har været farvet af 400 året for Shakespeares død. På Shakespeares 400 års fødselsdag/dødsdag sang vi i Edinburgh, Skotland. Denne koncert var en i rækken af koncerter med titlen ’Shakespeare i Nordisk Lys’, hvor nordiske komponister har sat musik til Shakespeares gamle og altid relevante tekster. Hjemme i Danmark igen har vi fået følge af historiefortælleren André Andersen fra Hamlets by, Helsingør, som binder værkerne sammen med sin solofortælling om den danske prins Hamlet.
2015 stod repertoiret i Carl Nielsens tegn, da han ville være fyldt 150 år. Til alle korets koncerter dukkede Carl Nielsens velkendte sange op. Også mindre kendte værker fik publikum lov at fordybe sig i ved en ren Carl Nielsen-koncert i Dyrup Kirke på Fyn.
2014 i Vestjylland var repertoiret af KomVest-komponister, dvs. nulevende komponisters tonesprog side om side med toner af Carl Nielsen. J.S. Bach’s motet “Jesu meine freude” var hovedværket da vi inviterede indenfor til “Jul på Vesterbro” i Eliaskirken til julesang og velgørenhed.
2013 var året, hvor koret sang sine første Messias-koncerter i Mariakirken på Vesterbro. Samarbejdet med dirigent Lars Ole Mathiasen og Baroksolisterne, med den norske violinist Bjarte Eike som koncertmester, fortsatte, og der opførtes Johannes Passionen af Bach i Haslev og Gjesing kirker.
2012 i Istanbul var repertoiret nordiske komponister. Vi fremførte bl.a. værker af Nils Lindberg, Per Drud Nielsen m.fl. i gader og stræder og på pladser i Istanbul, samt ved koncerter i kirker og på universitetet.
2011 startede korets samarbejde med Vesterbro komponistforening, KomVest, og det har udviklet sig til et gensidigt inspirerende forløb for både komponister og korsangere.
2010 samarbejdede koret med jazzmusikerne Olivier Antunes (pianist) og Jesper Lundgaard (bassist) om en koncert med danske sange og salmer med jazzlyd.