Hvad gør vi

”Velgørenheds-koret”

Koret Paradox holder til i Mariakirken på Istedgade. Det har helt naturligt ført til, at flere af korets koncerter kredser omkring velgørenhed, idet Mariakirken er hjemsted for Kirkens Korshær’s Mariatjenesten. Det resulterer f.eks. i korets tilbagevendende julekoncert, hvor der er plads til ALLE. Hvad der falder i kirkebøssen den dag går til Mariatjenesten og til Reden, hvor korets dirigent også jævnligt medvirker til, at fællessang skaber glæde og fællesskab blandt Redens brugere.

Et andet eksempel er fremførelsen af Händels ’Messias’ i samarbejde med Haslev Kirkes ungdomskor. Dette er en velgørenhedskoncert i mere end en forstand, idet brugerne af Mariatjenesten og værestedet Reden inviteres gratis med til koncerten. Også her går overskuddet fra koncerten til socialt arbejde i Istedgade. Ligeledes har koret flere år i træk medvirket ved Ensemble Hovaldts julekoncert i Vor Frue Kirke, der er en støttekoncert for Reden International. Vi vil blive ved med at støtte de svagest stillede i vores samfund med vores julekoncerter, da vi mener, det netop er essensen af, hvad julen handler om.

Men vi synger meget mere end julekoncerter

Koret samarbejder på kryds og tværs af det nordiske musikliv. Ungdomskoret ved Haslev Kirke synger med ved de tilbagevendende koncerter med dirigent Lars Ole Mathiasen og det norske barokensemble Baroksolisterne. Her oplever vi den frugtbare kombination af, at vi som et voksent etableret kor kan give unge sangere et indblik i, hvordan vi arbejder, og samtidig nyder vi at arbejde sammen med dybt engagerede professionelle musikere og sangere.

Vi har givet koncert i boligkomplekset Domus Vista, været surprise-kor ved en 50 års fødselsdag på Papirøen og sunget med ved prisoverrækkelse, kortfilm, bryllupper og internationale konferencer. Denne alsidighed har givet koret en parathed, skaber et stort engagement for den enkelte sanger og har også givet publikum overraskelser – lige pludselig møder du kormusikken et sted, du ikke havde forventet.